Middelhavet er – og jeg tror ikke, at nogen vil modsige mig – et højst mærkeligt hav. Jeg støtter dette, ikke på geognostiske undersøgelser af dets bund, ikke på kemiske analyser af dets vande, – nej, jeg støtter det alene derpå, at Middelhavet har kunnet bære alle de tillægsord, som oldtidens og nutidens digtere har overlæsset det med, uden at tabe et øjeblik ved beskuelsen, uden at miste et gran af sin friskhed og farve, uden at der skjuler sig så meget som en skygge af en mistanke, der hvisker: Det er smukt! – Men du havde dog ventet det skønnere. Thi dette er det farlige ved enhver skildring, over hvilken der hviler et stænk af poesi, eller som blot er skrevet af en poetisk natur. Poesiens magiske lygte farver genstandenes overflade; deres konturer får disse bløde, ubestemte omrids, som bjergene antager i morgenens dæmring og i skumringens skiftende skær. Man opfatter gennem begejstringens syvfarvede prisme, man læser ved længslens og savnets magiske lampe – men kommer man så engang til det forjættede land, med fantasiens røde rejsebog i lommen, da gribes man tit af en smertelig vemod: Prismet er brudt, lanternens lys slukket, og man udbryder skuffet: "Ak, ikke andet." "